Knogleskørhed
Ifølge WHO og Sundhedsstyrelsen er der omkring en halv million, der går rundt med knogleskørhed i Danmark, men kun 132.000 får den nødvendige behandling.
Et af de store forskningsprojekter på Holbæk Sygehus de senere år handler om knogleskørhed, hvor sygehuset i samarbejdet med University of Oxford har lavet en undersøgelse af, hvordan det er gået danske patienter i behandling med knogleskørhedsmedicin.
Holbæk Sygehus tjekker patienterne for knogleskørhed, når de viser de tidlige symptomer på folkesygdommen og arbejder målrettet for at opspore dem, der går rundt med knogleskørhed uden at vide det.
"Selvom patienten starter behandlingen sent i livet, kan vi behandle med god effekt og nedsætte risikoen for brud betydeligt. Vi skal undgå de alvorlige brud, og ved at starte behandlingen efter f.eks. at have brækket hånden, kan de måske slippe for et sammenfald i ryggen på sigt. Det er aldrig for sent", siger overlæge og forskningsleder Bo Abrahamsen.
Studie af knoglesundhed hos unge voksne
Den knoglemasse og det hormonhelbred, man har som ung, har stor betydning for hvornår problematikker som fx osteoporose, fedme og tab af muskelmasse sætter ind senere i livet.
Forskningsprojektet skal undersøge, hvordan vores medfødte gener og forskellige faktorer i fosterstadiet og barndommen påvirker hinanden og vores hormonstatus og knoglesundhed i 18-års alderen. Dette studie er støttet med 10 millioner kr. af Novo Nordisk fonden.
Brud på rygsøjlen
På Holbæk Sygehus har forskere kortlagt forekomsten af tilfældigt fundne brud på rygsøjlen ved CT scanninger og undersøgt, hvordan det går patienter, der ikke efterfølgende får behandling for knogleskørhed.
Det vil kunne anvendes til bedre at kunne målrette tilbud til patienter med sådanne brud og om muligt nedsætte risikoen for nye knoglebrud. Studiet skal også gøre det lettere at finde bruddene med kunstig intelligens så røntgenlægerne aflastes og kan bruge flere ressourcer på andre arbejdsopgaver.
Atypiske knoglebrud
En undersøgelse skal afdække hvilke patienter, der er mest udsat for træthedsbrud på lårbenet under behandlingen af knogleskørhed, så kan den medicinske behandling afstemmes efter, hvad der er bedst for den enkelte.
Studiet gennemføres i tæt parløb med University of California San Francisco og er støttet af amerikanske National Institute of Health.
Kontakt
Opdateret tirsdag den 1. aug. 2023