Gå til indhold

Forskning i forebyggelse af komplikationer ved maveoperationer

Se kontaktoplysninger
På Holbæk Sygehus er der blevet forsket i forebyggelse af operationskomplikationer.

På Holbæk Sygehus er der flere forskere, der med forskelligt fokus arbejder med forskning i at give patienterne færre komplikationer efter operationer i maven. I øjeblikket er der tre hovedforskningsprojekter i gang, som skal give os viden om, hvordan man kan forebygge komplikationer ved maveoperationer.

”Det er vigtigt for mig, at min forskning skal gavne patienterne. Jeg er glad og stolt af, at min forskning har været med til at ændre prognosen efter en maveoperation, så mange patienter har færre komplikationer. Jeg leder hele tiden efter nye veje og muligheder for yderligere forbedringer af behandlingen. Udover den viden, vi får med vores undersøgelser, er vigtig for patienterne, er den interessant da vi lærer, hvordan kroppen reagerer under og efter en operation”, siger forskningsleder Birgitte Brandstrup.

Optimering af de behandlinger, der gives under og efter operation

Tidligere var det almindeligt, at patienterne pga. væskebehandling givet under operationerne, øgede deres kropsvægt med 4-6 kg. Denne vægtøgning skyldtes fysiologisk saltvand givet i blodårerne under operationen. Birgitte og samarbejdspartnere viste i et lodtrækningsforsøg, at man kunne reducere komplikationerne meget, ved ikke at give alt det saltvand. De opfandt ”restriktiv væskebehandling”, som i dag benyttes over hele verden.

I dag er det standard, at der højst må være en vægtøgning på 1-2 kilo.

Siden de første undersøgelser har forskningsenheden forsket både i væskebehandling og anden behandling, som gives til kirurgiske patienter (ernæring, antibiotika mm.).

Teste operationsmetoder ved behandling af hæmorider

Der findes forskellige måder at operere hæmorider på, og i forskningsenheden tester de ved lodtrækning to forskellige operationsmetoder for at finde den bedste operation med færrest komplikationer og smerter, og derved størst patienttilfredshed med resultatet mm.

Den ene operation er Gunnar Olaisons metode: ”Minimal åben hæmorroidektomi”, og den sammenligner de overfor de gængse operationsmetoder – og undersøger herefter livskvaliteten hos patienter med hæmorider.

Undersøge tarmbakterier i forbindelse med heling efter operation

Forskningsenheden har også et projekt, hvor de undersøger om tarmbakterier har indflydelse på heling af tarm-sammensyninger.
Undersøgelserne går ud på at identificere bakterier i afføringen ved hjælp af bakterie DNA fra screeningsprøverne fra de patienter, der har fået lækage efter operation, for at se om der er forskel i forhold til bakterierne hos de patienter som ikke fik lækage.
Med undersøgelserne vil vi få viden om der er bestemte tarmbakterier, der er årsag til lækage af sammensyede tarmender (anastomoselækage). Den viden kan måske forudsige, hvem der får lækager og derved tage forbehold for det under og efter operationen.

Kontakt