Barnets trivsel
Tegn på trivsel
Mange forældre bliver i tvivl om, hvorvidt barnet trives. De gode tegn på trivsel er, at barnet:
-
ser sund og lyserød ud – ikke grå eller bleg.
-
vågner og er interesseret i at spise.
-
er opmærksomt og veltilpas, når det er vågent.
-
tisser og har afføring svarende til alderen.
Læs mere i Sundhedsstyrelsens pjece "Tjek bleen - det viser, hvordan dit barn har det":
Trivsel og pleje
Det er en god ide at vente med at introducere sut til amningen er veletableret og mælken er løbet til. Når I tilbyder barnet en sut, er der risiko for at forstyrre amningen, fordi barnet måske ikke sutter hyppigt nok hos mor til at produktionen af mælk bliver holdt ved lige.
Hvis barnet bruger sut, så vær opmærksom på, at barnet ikke sover for længe ad gangen med en sut i munden. På den måde kommer sutten ikke til at erstatte et måltid.
Et nyfødt barn får ofte nogle dage efter fødslen gulsot, som giver huden et gulligt skær. Gulsot skyldes affaldsstoffet bilirubin, som ophobes i blodet i de første dage efter fødslen. Bilirubin udskilles normalt i løbet af barnets første uge, når barnet får mælk.
Barnet kan blive sløvt og have svært ved at spise på grund af gulsoten. Det er derfor nødvendigt at vække barnet hver 3.-4. time for at lægge det til brystet, hvis barnet er gult.
Bliver jeres barn gul i huden ned over kroppen til bleniveau og det hvide område i øjnene, skal I kontakte jeres praktiserende læge, sundhedsplejersken eller Afsnit for svangre og barsel for at få vurderet, om barnet skal have foretaget en blodprøve.
Er barnet fortsat gult efter 14 dage, skal I henvende jer til jeres praktiserende læge.
Mange børns hud reagerer, når de kommer ud i luften og får tøj på efter at have ligget i fostervand. Huden kan begynde at skalle af efter nogle dage, og der kan komme forskellige udslæt. Afskalningen begynder ofte ved anklerne og håndleddene - og på maven. Det er ikke nødvendigt at gøre noget ved det.
Udslæt/knopper kan skyldes, at barnet har det varmt, men der er ikke altid en forklaring - og normalt forsvinder det hurtigt igen. Kontakt jeres læge eller sundshedsplejerske, hvis knopperne ligner små bumser med gult pus.
- Skift barnets ble mindst fem gange i døgnet eller hyppigere ved afføring.
-
Vask barnet dagligt med rent vand i ansigtet samt i alle hud-folder.
-
Vask øjnene fra øjenkrogen og ud mod tindingen.
-
Vask barnet bag ørerne, under hagen, i armhuler, håndflader og i lysken.
-
Vask barnet mindst en gang dagligt omkring kønsorganerne, og altid efter afføring. Rent vand er tilstrækkeligt, men hvis afføringen klæber eller farver meget på huden eller urinen lugter skarpt, kan I bruge lidt uparfumeret sæbe.
-
Vask eventuelt barnets hår én eller to gange om ugen med uparfumeret shampoo.
-
Red barnets hår dagligt med en almindelig kam eller tættekam for at forebygge arp. Håret redes både mod og med hårretningen for at stimulere hovedbunden.
I kan bade barnet én til to gange om ugen eventuelt hyppigere ved behov. Vandet skal være rent og være ca. 37 grader varmt. Ved at stikke albuen i vandet kan du mærke om temperaturen føles tilpas og neutral - som din egen kropstemperatur.
Når navlen er helet og tør i navlebunden, kan I tilsætte et par dråber olie i badevandet. Inden badet med olie bør I vaske barnets ansigt, eventuelt indgnide håret med shampoo og vaske barnet omkring kønsorganerne.
Navlesnoren og vævet i den nedbrydes ved en naturlig proces. Det kan lugte eller væske lidt, når navlen bliver nedbrudt. Oplever I dette, kan I vaske navlen med vand og uparfumeret sæbe efter behov og skylle med rigeligt rent vand, så sæberester fjernes.
Normalt er det sådan, at jo mindre du skyller navlen, jo før falder navlestumpen af. Det sker som regel i løbet af 6-10 dage.
Brysterne hos det nyfødte barn kan være hævede - og der kan komme lidt væske ud (heksemælk). Det skyldes hormoner fra moderen og forsvinder af sig selv.
Den nyfødte pige kan også have hævede kønsorganer, bløde lidt fra skeden og have lidt hvidligt slim. Det skyldes hormonpåvirkning og forsvinder af sig selv.
Den nyfødte drengs pung kan være lidt hævet. Det skyldes væske og forsvinder af sig selv.
Barnets øjenlåg kan være lidt hævede de første dage.
- Vask eventuel søvn væk med lunkent vand
- Brug et stykke vat til hvert øje, så eventuelle baktier ikke flyttes fra det ene øje til det andet
- Kontakt egen læge, hvis I kan se, at der er betændelse i øjet
Den første lægeundersøgelse af barnet finder sted, når barnet er 5 uger gammelt. Nogle praktiserende læger tilbyder første undersøgelse i barnets første uge. I skal selv kontakte jeres praktiserende læge for at bestille tid.
Sundhedsplejerskerne vil i de fleste kommuner kontakte jer inden for den første uge efter fødslen for at aftale et hjemmebesøg. Har I brug for kontakt med sundhedsplejersken før, kan I rette henvendelse til jeres kommune.
Vi anbefaler at alle børn får D-vitamin i de første måneder. Vi anbefaler også jernvitamin til børn med en fødselsvægt under 2500 gram.
Anbefalinger til børn født fra fulde 37 uger:
-
10 mikrogram (400 IE) D-vitamin dagligt fra barnet er to uger til to år.
-
Børn der vejer mindre end 2500 gram skal have cirka 8 mg. jerntilskud dagligt indtil barnet er seks måneder.
Anbefalinger til børn født før uge 37 (præmaturt):
-
10 mikrogram (400 IE) D-vitamin dagligt fra barnet bliver udskrevet, og til barnet er to år.
-
Hvis barnet vejer mindre end 1500 gram, anbefaler vi, at barnet får cirka 8 mg. jerntilskud dagligt, indtil barnet er tolv måneder.
-
Hvis barnet vejer mellem 1500-2500 gram, anbefaler vi, at barnet får cirka 8 mg. jerntilskud dagligt, indtil barnet er seks måneder. Børn som får mere end halvdelen af deres ernæring som modermælkserstatning, skal have 4 mg. hver dag eller 8 mg. hver anden dag.
Læs mere om gode råd i den tidlige tid med spædbarn:
På trygmedbarn.dk kan du finde små filmklip med gode råd i den tidlige tid med barnet. Find eksempelvis videoer om amning.
Du kan også læse i Sundhedsstyrelsens pjece "Sunde børn" på www.sst.dk.
|
Adresse
Besøgstider
Ring til os
Opdateret torsdag den 29. feb. 2024